Tusindvis af boliger var i en periode uden strøm på Islands Brygge i København torsdag morgen. Kort før klokken 10.30 var strømmen tilbage igen.
Det oplyser Radius Elnet på sin hjemmeside.
Strømmen gik klokken 09.09. Helt præcist var 1659 husstande uden strøm.
Der var også lyskryds, som var blevet afbrudt, oplyste den presseansvarlige hos Radius Elnet, Morten Kida, tidligere.
Han havde dog ikke havde et tal på, hvor mange lyskryds det drejede sig om.
Men han kunne fortælle, at strømafbrydelsen var centreret ved området omkring Njalsgade.
Årsagen til strømafbrydelsen var en graverskade.
- Det er en entreprenør, der er kommet til at grave ind i et kabel, sagde Morten Kidal, der beklagede de gener strømafbrydelsen gav.
I mellemtiden er der kommet en mindre strømafbrydelse på Frederiksberg, hvor 200 husstande kort før klokken 10 står uden strøm.
Her forventes det, at strømmen er tilbage igen omkring klokken 13.
/ritzau/