Statsministeren oplyste mandag til danske journalister i forbindelse med åbningen af dette års klimakonference i den polske by Poznan, at hans opgave det kommende år bliver at engagere sine kolleger, præsidenter og premierministre verden over op til topmødet.
"Der vil være en hel del møder med stats- og regeringschefer fra nøglelande frem til topmødet. Ellers får vi simpelt hen ikke en aftale," siger Fogh ifølge tv2.dk.
Han sammenligner opgaven med tiden forud for det vigtige EU-topmøde i 2002, da han selv som EU-formand fløj Europa tyndt i et forsøg på at opnå enighed om at udvide EU med en række tidligere østeuropæiske lande.
I år vil globetrotteren Fogh nå op på i alt 31 udlandsrejser, viser en optælling fra TV2 Nyhederne.