Den kræftramte dyrepasser Mario Withheld fik sit sidste ønske opfyldt, da han for nylig fik sagt ordentligt farvel til de giraffer, han har passet i Diergarde Blijdorp Zoo i Holland de sidste mange år.
Den 54-årige Mario er uhelbredeligt syg af kræft og har ifølge lægerne kun uger tilbage at leve i.
Derfor kontaktede Mario den hollandske organisation Ambulance Wish Foundation, der har specialiseret sig i at opfylde ønsker for dødeligt syge patienter, der kun har kort tid tilbage at leve i.
Og organisationen valgte at opfylde Marios sidste ønske. Liggende i sin hospitalsseng blev han trillet ind i giraffernes stald, hvor han kunne sige ordentligt farvel til sine dyrevenner.
En af girafferne stak hovedet ud og nussede Mario i hovedet - og gav ham, hvad der lignede et kys.
"Dyrene genkendte ham og kunne mærke, at han ikke havde det godt. Det var et helt specielt øjeblik, og man kunne se, at han lyste op," siger Kees Veldboer, stifteren af Ambulance Wish Foundation, til den hollandske avis Algemeen Dagblad.