Flere hundrede indbyggere var på gaden onsdag i den indiske by Bhopal, hvor de markerede 30-året for en af verdenshistoriens største industrielle katastrofer.
En stor pesticidfabrik lækkede omkring 40 ton dødbringende giftgas ud i luften d. 3. december 1984, og omkring 15.000 mennesker mistede livet, mens mindst en halv million andre blev berørt af giftudslippet. Og der er stadig store konsekvenser i området i det centrale Indien, hvor der ikke er blevet renset efter ulykken, og hvor tusindvis af børn stadig fødes med misdannelser som følge af udslippet.
Fabrikken var ejet af det amerikanske selskab Union Carbide, der blev dømt til at betale en kæmpebøde i 1989, men indbyggerne i Bhopal mener stadig ikke, at retfærdigheden er sket fyldest. Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup