Du kender det måske godt fra dit eget kvarter? Når mørket falder på, sniger naboen sig ud med sprøjten og tror sig uset i sin kamp mod det altid spirende ukrudt.
Eller måske snupper du selv giftsprøjten som genvej?
I hvert fald rettes søgelyset mod haveejerne i en kampagne for at få dem til at droppe sprøjtemidlerne.
Det er foreningen Danske Vandværker, som med afsæt i en rapport fra Miljøstyrelsen blandt andet konkluderer, at en dråbe aktivt sprøjtemiddel kan ødelægge vand til 100 familier. Og i følge foreningen er ”en af de helt store trusler mod grundvandet, rester af de sprøjtegifte, der bruges i private haver".
Miljøstyrelsens rapport viser, at sprøjtemiddel er en del af hverdagen for hver anden danske haveejer, og vandværkerne finder ofte pesticidrester under byområder - og det tit i meget højere koncentrationer end ude under landbrugsarealerne.
Kampagnen kører som radiospots og tv-reklamer i uge 12 og 13:
- Det er vores håb, at kampagnen får haveejerne til at tænke sig om og tage ansvar. Miljøstyrelsens undersøgelse viser, at mange faktisk har dårlig samvittighed over at sprøjte, og der kan vi hjælpe, siger Dorthe G. Rasmussen, pressemedarbejder i Danske Vandværker.
På Danske Vandværkers website www.danskevv.dk, kan du hente en pixibog og faktaark med gode og enkle råd, som viser, hvordan man klarer sig uden brug af kemi i haven.