Gejl erstatter Nordqvist som politisk ordfører for Alternativet

Torsten Gejl er ny politisk ordfører for Alternativet. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)

Partistifterne Uffe Elbæk og Rasmus Nordqvist er ikke længere en del af Alternativets politiske ledelse.

Brikkerne er nu faldet på plads hos Alternativet, som i weekenden fik Josephine Fock som ny politisk leder.

Tirsdag er Torsten Gejl blevet valgt som partiets nye politiske ordfører efter Rasmus Nordqvist, som mandag trådte tilbage fra posten.

Nordqvist stillede op til valget som Alternativets politiske leder, men tabte lørdagens kampvalg på et ekstraordinært landsmøde. Fock fik flest stemmer hos baglandet.

Fock er ikke medlem af Folketinget, og hun har kunnet konstatere, at Alternativets folketingsgruppe ønskede Nordqvist som ny leder efter Uffe Elbæk.

Tirsdag mødtes Fock for første gang med folketingsgruppen efter kampvalget, og valget af en ny politisk ordfører var det vigtigste på dagsordenen.

- Vi har haft en drøftelse af fremtiden og det strategiske, og vi er simpelthen enige om det hele, siger Fock efter mødet.

Gejl glæder sig til sin nye rolle.

- Jeg er fantastisk, fantastisk stolt over at få posten. Jeg overtager posten fra Rasmus Nordqvist, som har vist, hvordan man gør sådan noget. Og jeg får også hjælp af ham, men jeg har været med i hele sidste valgperiode.

- Nu skal jeg kunne udtale mig 360 grader om vores politik ud fra vores værdier og vores manifest. Det glæder jeg mig til, siger Gejl.

Inden gruppemødet konstaterede Fock, at de - altså partiets fem folketingsmedlemmer - "lige skal fordøje skuffelsen" over, at Nordqvist ikke blev partiets nye leder.

Efter mødet siger Fock:

- Jeg har fuld forståelse for, at folketingsgruppen ville have Rasmus Nordqvist som leder. De har et rigtig godt samarbejde, og det kan jeg også mærke, når jeg kommer ind ude fra.

- Det er jo simpelthen det bedste udgangspunkt for at lave politik, at man har energi og glæde i folketingsgruppen. Det kan kun give mig et godt udgangspunkt, at vi har en folketingsgruppe, som er så tæt samarbejdet.

Foruden at pege på Gejl som politisk ordfører har gruppen valgt Susanne Zimmer som gruppeforperson.

Fock, Gejl og Sikandar Siddique udgør fremover den daglige politiske ledelse, meddeler partiet.

Det betyder, at hverken Nordqvist eller Elbæk, som sammen med Fock var med til at stifte Alternativet, er med i ledelsen.

Men fordelingen af posterne skulle der åbenbart ikke være problemer med ifølge Gejl.

- Vi har enighed omkring det her, og vi har stillet et superhold, som kan møde Josephine i en fælles ledelse og løfte partiet, siger Gejl.

Fock sad i Folketinget for Alternativet fra 2015 til 2018. I tredje og sidste afstemningsrunde lørdag om at blive leder vandt Fock over Theresa Scavenius. Nordqvist røg i anden runde.

/ritzau/