Indbyggerne i den polske by Gdansk går søndag til stemmeurnerne for at vælge en ny borgmester efter knivdrabet på Pawel Adamowicz.
Den 53-årige Adamowicz blev dræbt ved et velgørenhedsmøde den 14. januar. Da han stod på scenen for at holde tale, sprang en mand pludselig op på scenen og sårede borgmesteren dødeligt med en kniv.
Den polske tv-station TVN24 rapporterer søndag, at gerningsmanden råbte, at han havde været uskyldigt fængslet. Han skød skylden på borgmesterens parti, Borgernes Platform.
Drabet på borgmesteren fik mange til at opfordre til politisk forsoning i det politisk splittede landskab. Men der har også været kritik af det polske regeringsparti Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) for at have pustet til en hadsk stemning i landet.
PiS har ikke opstillet nogen kandidat ved valget.
Blandt de tre opstillede kandidater er den 39-årige advokat Aleksandra Dulkiewicz. Han var viceborgmester under Adamowicz og har været fungerende borgmester siden drabet.
Titusindvis af borgere deltog i begravelsen af den dræbte borgmester. Blandt dem var tidligere præsident Lech Walesa, som var elektriker på byens skibsværft, da han i 1980'erne blev leder for Solidaritetsbevægelsen.
Også den polske EU-præsident, Donald Tusk, og premierminister Mateusz Morawiecki deltog i begravelsen
Adamowicz havde været borgmester i Gdansk siden 1998. Han var en del af den demokratiske opposition, der opstod i Gdansk under Lech Walesas ledelse.
/ritzau/AP
/ritzau/AP