En 74-årig mand er søndag aften i kritisk tilstand efter en gaseksplosion i Viby Sjælland i forbindelse med svejsning.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken på Vibygårdsvej klokken 15.48.
Manden stod udenfor og svejsede, da en gnist antændte noget acetylengas.
- Der sker en eksplosion, og han bliver forbrændt i blandt andet ansigtet og luftvejene, fortæller politiets vagtchef Henrik Møller Nielsen.
Manden blev fløjet til Rigshospitalet, hvor lægerne har betegnet hans tilstand som kritisk.
Eksplosionen antændte ikke en brand.
- Han stod ude i det fri. Men for at undgå yderligere eksplosioner gik brandvæsnet i gang med at køle nogle flasker med acetylengas ned. Vi har afspærret et område, men ingen er evakueret, siger vagtchefen.
Selv om ulykken ikke skete i forbindelse med erhvervsarbejde, er Arbejdstilsynet blevet underrettet om den.
/ritzau/