Israels præsident afviser at give oppositionslederen Benny Gantz mere tid til at danne regering.
Gantz fra centerpartiet Blå og Hvid har med henvisning til coronakrisen åbnet op for et regeringssamarbejde med rivalen Benjamin Netanyahu, som leder det konservative Likud.
Ifølge ubekræftede forlydender i nogle israelske medier har Likud og alliancen været tæt på at indgå en aftale om, at Netanyahu skal lede landet i halvandet år, hvorefter Gantz skal tage over.
Men det kan nu blive op til Netanyahu at danne en regering.
Gantz, som er tidligere militær chef, fik mandat til at forsøge danne regering for fire uger siden af præsident Reuven Rivlin efter det israelske parlamentsvalg 2. marts. Valget var det tredje med et uklart resultat inden for et år.
Gantz chancer for at danne en stabil regering har ikke været store som følge af dyb splittelse i oppositionen mod Netanyahu. Men også i Likud er der splittelse.
Gantz blev overraskende valgt som parlamentsformand i sidste måned. Han blev valgt til parlamentsformand med stor opbakning fra Netanyahus parti, Likud, men kun med delvis opbakning fra sit eget parti.
Og mens antallet af Covid-19-tilfælde er stigende i Israel, har Gantz lovet at arbejde for en nødregering sammen med Netanyahu under krisen, men han er teknisk set ikke længere aktiv i forhandlinger om en regering med ham som leder.
Oprindeligt havde Gantz udelukket at skulle regere landet sammen med Netanyahu.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters