Søren Gade var forsvarsminister under Irakkrigen, men han kender intet til de nye oplysninger, der i dag er kommet frem om, at Danmark har taget mere end dobbelt så mange krigsfanger som ellers oplyst. Og at danske soldater ulovligt har udleveret fanger direkte til det irakiske styre er ukendt for ham.
"Jeg har henholdt mig til de oplysninger, som jeg fik dengang fra Forsvarskommandoen. Det er hvad, jeg kender til den sag," siger Søren Gade til Dagbladet Holstebro.
"Det er nyt for mig. Men jeg vil ikke tage afstand fra soldaterne. De har min største respekt," fortsætter han.
Derudover langer han ud efter sine kolleger, der i dag forarges over de nye oplysninger i pressen.
"Men jeg synes også, at der er mange politikere, der lige nu løber fra deres ansvar. Jeg synes, at de skulle bakke soldaterne op. Både dem, der var i Irak, og dem der nu er i Afghanistan. De danske soldater gør et fremragende stykke arbejde, og de har forhindret mange overgreb på både civile og fanger. De skal ikke kriminaliseres," siger Søren Gade.
Antallet af tilbageholdte irakere har siden krigen sluttede været vurderet til 200, men i dag har forsvarschefen Knud Bartels afsløret i et brev til forsvarsminister Nick Hækkerup, at tallet reelt er på 500.
Indtil videre har alle i Forsvarsministeriet nægtet at kende noget til de finpudsede tal.
Kilde: Dagbladet Holstebro Struer