Politikerne har muligvis tid til at vente og trække forhandlingerne om, hvad der skal ske med den omstridte reklameafgift i langdrag, men det har virksomhederne ikke. Usikkerheden om, hvorvidt en ny afgift på reklametryksager bliver til noget, får kunderne til at tøve, og nu er næste skridt fyringer. Sådan lyder det fra både tillidsmænd og virksomheder i branchen.
Det skriver Finans.
- Vi har kollektivt forsøgt alt, hvad vi kunne finde på med restferie og selvvalgt efteruddannelse for at undgå fyringer. Nu kommer nedskæringerne, hvis der ikke sker noget, siger fællestillidsrepræsentant på Stibo-koncernens trykkeri, Peter Marcussen, til Finans.
Stibo har 400 medarbejdere ansat på sine trykkerier, og er branchens største.
Efter kritik fra både fagbevægelsen og arbejdsgiverne udsatte skatteminister Benny Engelbrecht (S) i december et lovforslag, der skulle have gennemført reklameafgiften. Den blev aftalt allerede med finansloven for 2012 men er endnu ikke blevet gennemført bl.a. på grund af problemer med EU-juraen.
Skatteministeren indkaldte herefter SF og Enhedslisten til forhandlinger om et alternativ. Men forhandlingerne er strandet.
Heller ikke Peter Marcussens direktør, koncerndirektør på Stibo, Hans Damgaard, lægger skjul på situationens alvor.
- Vores omsætning i både marts og april kommer til at ligge 20 pct. under niveauet sidste år, fordi vores kunder afventer, og jeg har vel 10 pct. for mange mand, sådan som tingene ser ud lige nu, siger Hans Damgaard.
Skatteminister Benny Engelbrecht siger i et skriftligt svar til Finans.dk, at han forstår bekymringerne, og at han arbejder på, at der kan komme en udmelding snarest.