Som minimum en undskyldning.
Det var, hvad Jeanette Hansen og Cherie Simon havde forventet til tirsdagens mæglingsmøde med deres tidligere arbejdsgiver, Europe Handling.
De to ansatte er blevet bortvist uden løn og beskyldt for at være tyve, efter at de har samlet dåser og flasker på arbejdspladsen og indløst 135,50 kroner til at finansiere en sommerfest for medarbejderne.
Til mødet kl. 10 på 3F’s kontorer blev de imidlertid i stedet mødt af en sikkerheds-repræsentant og en praktikant fra firmaet.
Jan Skelskov, firmaets ejer, havde selv for travlt til at møde op, og derfor er næste møde udsat på ubestemt tid.
De fremmødte kunne dog oplyse, at der under ingen omstændigheder ville blive ændret i ordlyden af bortvisningerne.
Det betyder, at Jeanette Hansen og Cherie Simon fortsat er beskyldt for tyveri og nu skal vente i ubestemt tid på en afklaring.
Avisen.dk har været i kontakt med Jeanette Hansen, men hun ønsker ikke at udtale sig yderligere, så længe sagen kører.
Føler sig røvrendt
Ifølge de to tidligere ansatte kom fyringerne ‘som et lyn fra en klar himmel’.
De fortæller, at flaskerne og dåserne var nogle, som medarbejderne selv havde medbragt og dels dåser, som var købt for otte kroner stykket i en automat på arbejdspladsen. Tidligere har Jan Skelskovs egen svigerdatter, der også arbejder i firmaet, stået for at indsamle dem.
- Vi føler os røvrendt. Normalt ville jeg få tre måneders løn. Nu har jeg i stedet fået tre ugers karantæne uden indkomst, sagde Jeanette Hansen til Avisen.dk ovenpå fyringerne.
Europe Holding ApS har ikke ønsket at tale med pressen om sagen.