Giv os pengene, eller vi gør din datter fortræd.
Sådan lød to mænds trusler mod en fynsk bankchef sidste sommer. Nu skal mændene i fængsel for afpresning, skriver Fyens.dk.
De to sendte trusselsbreve til en ansat i en ledende stilling i banken med ordrer om at tømme bankboksen i smug og ikke tilkalde politiet. Hvis bankmanden ikke adlød, ville det gå ud over hans voksne hjemmeboende datter. Blandt andet skrev mændene, at pigen aldrig ville komme til at ride igen, og de mødte da også op på pigens rideskole, da bankmanden alligevel kontaktede politiet.
Truslerne førte til, at bankmandens datter fik angst og ikke kunne passe sit fritidsjob. Derfor skal de to dømte betale 20.672 kroner i erstatning til den unge kvinde.