Hvorfor skal det altid gå ud over os? Sådan spørger togpendlerne på Vestfyn sig selv, hinanden og ikke mindst DSB.
De er utilfredse med, at regionaltogene ofte aflyses, når der er selv mindre problemer i togtrafikken. Regionaltogene på Vestfyn skal nemlig holde stille, så intercitytogene med flere passagerer kan komme frem.
- Jeg føler helt klart, at regionaltogspassagererne på Vestfyn bliver markant prioriteret ned i forhold til landsdelspassagererne, siger Mogens Duus, der er talsmand for Vestfyntogets Pendlerklub, til DR Fyn.
- Vi oplever, at når der er selv den mindste smule vanskeligheder, så aflyser man per automatreaktion lokaltogene på hele strækningen mellem Odense og Fredericia. Det har voldsomme konsekvenser, for mens toget tager tre kvarter, så tager bussen tre timer, siger han.
Mogens Duus henviser til et eksempel, hvor der var sporarbejde ved Hedensted nord for Vejle og ved Ullerslev på Østfyn. Det fik ifølge Mogens Duus DSB til at aflyse regionaltoget på Vestfyn med en begrundelse om, at man ikke ville forsinke de landsdelsrejsende mellem Aarhus og København.
Hos DSB bekræfter man, at det kan være nødvendigt at aflyse regionaltogene for at sikre, at landsdelstogene kommer frem. Der er færre kunder i regionaltogene, så en aflysning på den strækning berører ikke så mange passagerer som i intercitytogene.
- Heldigvis sker det sjældent, men når det sker, så kan vi være nødsaget til at aflyse nogle tog for til gengæld at prioritere, at nogle andre tog kan køre, siger trafik- og informationschef Tony Bispeskov til DR Fyn.
Pendlerne på Vestfyn har nu fået nok af at føle sig usikre på, om togene kommer til tiden eller bliver aflyst. Og de har fået nok af at blive nedprioriteret i forhold til andre pendlergrupper. Derfor har de inviteret DSB og Banedanmark til et møde onsdag for at tale med dem om de mange aflysninger.
Og DSB er klar til sammen med Banedanmark at lytte til pendlerne.
- Jeg kan jo ikke på forhånd love en løsning, men vi skal lytte til vores kunder, og vi skal prøve at se, om vi kan gøre tingene en lille smule bedre. Det er den dialog, vi skal have, siger Tony Bispeskov.