Fup-direktør ville narre håndværker for halv million

Hvem som helst med en internetopkobling kan finde nøglepersonerne i en virksomhed. (Foto: Modelfoto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix (arkiv))

Højsæsonen for blandt andet "direktør-svindel" står for døren. Virksomhederne skal sørge for klare arbejdsgange for at sikre sig mod denne type bedrageri.

Samtidig med, at der dukker nye metoder til at lave data-svindel op, går nogle af de gamle travere i ring.

For eksempel er den såkaldte "direktør-svindel" dukket op i Sønderjylland. Her var det kun en vågen medarbejder, som forhindrede, at en håndværkervirksomhed blev lænset for en halv million kroner.

Det skriver TV Syd.

Til tv-stationen fortæller specialkonsulent Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Kriminalpræventive Sekretariat, at svindelforsøget var klassisk. Virksomheden modtog en mail fra direktøren med instruks om at overføre halv million kroner til en konto i udlandet.

Men mailen var sendt fra en svindler, og den vil formentlig kun være den første af en serie af mails, der i de kommende måneder vil ramme danske virksomheder.

Sommerferie-sæsonen er nemlig højsæson for "direktør-svindel" og lignende fupnumre.

- Og dermed er risikoen for direktørsnyd større. Af samme årsag er det vigtigt, at alle i virksomheden er klar over risikoen, og at der er klare arbejdsgange for at sikre sig mod denne type bedrageri, siger Chr. Østergård til TV Syd.

Han gør samtidig opmærksom på, at svindlerne bliver dygtigere og dygtigere:

- De kender ofte navnene på direktøren og andre nøglepersoner, ved hvornår de skal slå til og kan ofte formulere sig på fejlfrit dansk, advarer han.

Og det er nemt for svindlerne - og for den sags skyld alle andre -, at finde nøglepersonerne i en virksomhed. Via Det Centrale Virksomhedsregister, cvr-registret, kan hvem som helst søge oplysningerne.