Knallerter udgør kun 3,4 procent af alle private køretøjer i Danmark, men de står for 38 procent af spiritusulykker, hvor promillen er over 2,0.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
I 2018 skete der 56 ulykker, hvor en eller flere personer kom til skade, og hvor føreren af det forulykkede køretøj havde en promille på 2,0 eller over.
Ud af de 56 ulykker stod knallerter for 21. Det svarer altså til 38 procent af den type spiritusulykker det år.
Jo højere promillen bliver, jo mere fylder knallerter i statistikken over spritulykker i trafikken.
I de ulykker, hvor promillen ligger lavt mellem 0,5 og 0,8 promille, fylder knallerter 13 procent. Herefter stiger deres andel af spritulykker i takt med promillen, skriver Danmarks Statistik.
/ritzau/