Sent søndag aften blev en 55-årig russisk lastbilchauffør anholdt og sigtet for spritkørsel.
Chaufføren slingrede i høj fart mellem to vejbaner på den Østjyske Motorvej omkring Aarhus Nord.
Det skriver Lokalavisen.dk.
Ud over at alkometertesten viste, at chaufføren havde fået for meget spiritus til at måtte køre, var hastighedsbegrænseren i lastbilen deaktiveret, så den kunne køre hurtigere end tilladt.
Endnu en farlig cocktail
Tre kvarter tidligere, ved 22.30-tiden, var den gal med en farlig cocktail af lastbil og spiritus ved Vejle.
Her blev en 48-årig lettisk lastbilchauffør taget med spiritus i blodet af Sydøstjyllands Politi, skriver Fredericia Dagblad.
Lastbilen blev stoppet på den østjyske motorvej ved afkørslen mod Vejle Centrum. Lastbilen var på vej nordpå.
Chaufføren blev taget med til politigården og fik taget en blodprøve.