Det er – heldigvis – ikke hver dag, man hører om en traktor på flugt fra politiet, og mange vil sikkert også tænke, at det er en håbløs kamp at forsøge at stikke af fra politiet med 30 km/t.
Ikke desto mindre, var det netop, hvad der skete torsdag eftermiddag for en patrulje fra Vestsjællands Politi.
– Kl. 13.15 gav en patrulje tegn til føreren af en traktor om at standse til en rutinekontrol. Føreren standsede dog ikke det store køretøj, men flygtede fra patruljen, skriver Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Politiet satte efter traktoren, som gjorde et ihærdigt forsøg på at undslippe lovens lange arm.
– Den kørte igennem Jyderup by, hvor han kørte på fortov, cykelsti og herefter ud på en mark.
Efter den noget atypiske politijagt, blev traktoren endelig stoppet på Holbækvej.
Her fik politiet en idé om, hvorfor den 65-årige fører af traktoren ikke havde lyst til at blive stoppet.
– Han var påvirket af spiritus over det tilladte. Han var desuden frakendt førerretten og der var ikke tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring på traktoren, skriver politiet, der tog ham med på politistationen, hvor han fik taget en blodprøve.
– Den 65-årige blev sigtet for de mange færdselslovsovertrædelser, både for den hasarderede kørsel væk fra politiet, spirituskørsel, kørsel i frakendelsestiden og manglende forsikring.
– Efter blodprøveudtagelsen blev han løsladt, men kan forvente at høre mere fra politiet i sine sager, slutter politiet i døgnrapporten.