Frygter sexchikane i FN: Åbner hotline

En døgnåben FN-hotline for meldinger om sexkrænkelser vil være operationel fra tirsdag.
FN har oprettet en hotline, hvor ansatte i fortrolighed kan indrapportere seksuelle krænkelser, siger en talsmand for FN's generalsekretær.
FN har oprettet en hotline, hvor ansatte i fortrolighed kan indrapportere seksuelle krænkelser, siger en talsmand for FN's generalsekretær. Foto: Don Emmert/AFP

FN har oprettet en hotline, hvor ansatte i fortrolighed kan indrapportere seksuelle krænkelser, siger en talsmand for FN's generalsekretær.

Telefonlinjen åbnes på et tidspunkt, hvor verdensorganisationen reagerer på klager fra ansatte, der siger, at de har været udsat for sexchikane fra overordnede under deres arbejde for FN.

- Tal ud-linjen vil være operationel fra tirsdag, og den vil være åben 24 timer i døgnet. Uddannet personale vil besvare opkaldene, siger Stephane Dujarric til journalister i New York.

FN's Kontor for Internt Opsyn, Oios, vil blive officielt udnævnt til at tage sig af undersøgelser af alle indkomne klager om sexchikane. Et hold af specialister vil blive dannet til at sørge for en strømlinet proces, siger Dujarric.

Talsmanden siger, at FN som en normdannende og forbilledlig institution må håndhæve en "nultolerancepolitik" over for seksuel chikane.

Dujarric har i tidligere kommentarer sagt, at FN ikke er anderledes fra andre organisationer, som har kendt til sexchikane. Men han understreger, at FN's generalsekretær, António Guterres, er fast besluttet på, at der bliver grebet effektivt ind.

FN-ansatte i over 10 lande har for nylig talt anonymt med den britiske avis The Guardian og omtalt forskellige former for sexkrænkelser - fra sexchikane til voldtægt.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.