Det røde optaget-ikon på toiletter på arbejdspladser, caféer og andre offentlige steder er et sjældent syn for tiden. Rigtig mange nøjes nemlig så vidt muligt med at bruge toilettet derhjemme af frygt for at blive smittet med COVID-19. Det viser en ny undersøgelse fra hygiejnevirksomheden Initial.
I undersøgelsen, hvor 2.013 briter er blevet spurgt, udtrykker næsten halvdelen (48 %), at de hellere vil holde sig, til de kommer hjem, end at bruge fremmede toiletter. Som en konsekvens har mere end hver femte (22 %) været nødsaget til at besørge i en busk eller et andet udendørs sted.
– Mange anser offentlige toiletter som et hotspot for smitte med COVID-19 – og det er helt givet også et af de steder, hvor man bør være særlig påpasselig med hygiejnen for at forhindre smittespredning, siger Maria Brix Balle, der er biolog ved hygiejnevirksomheden Initial.
Hun anbefaler, at man så vidt muligt og særligt på offentlige steder undgår, at ens hænder kommer i kontakt med for mange genstande og flader, da i omegnen af 80 % af alle bakterier og sygdomme spredes via vores hænder. Desuden bør man generelt skrue op for hygiejnen på toiletter, der bruges af mange, da COVID-19 kan overleve på overflader i op til 48 timer.
På samme vis mener 62 % af de adspurgte i rundspørgen, at der skal gøres mere for at forhindre, at offentlige toiletter bliver et sted, hvor COVID-19 spredes. Blandt andet ønsker 69 % af de adspurgte en større udspredelse af berøringsfri sæbedispensere.
– Man kan komme langt med relativt simple greb, der reducerer antallet af delte berøringsflader: berøringsfri dispensere til sæbe og håndsprit og god skiltning er oplagte steder at begynde, og så bør man have fokus på de særligt kritiske områder omkring toilettet i form af selve toilettet, urinaler, håndtørrere og håndtag,” siger Maria Brix Balle fra Initial.