Mens et stort stormsystem bevæger sig østover i USA, kan amerikanerne forvente mere modgang efter ekstremt julevejr, skriver CNN.
Det dødbringende stormsystem forventes at trække en hale af nye problemer efter sig for de i forvejen hårdt ramte områder i store dele af USA.
Blandt andet må man i delstaten Missouri forberede sig på, hvad der betegnes som "kæmpe til historiske oversvømmelser fra floderne tidligt i næste uge".
I alt lever mere end 18 millioner amerikanere lige nu i områder, der er i fare for at blive oversvømmet, oplyser det nationale vejrcenter, Noaa, tirsdag ifølge CNN.
Ifølge myndighederne har Mississippi-floden allerede oversvømmet en dæmning nord for St. Louis, og byen West Alton er i den sidste fase af en evakuering.
Missouri blev da også erklæret i undtagelsestilstand søndag, og situationen er fortsat kritisk.
Lauren Mueller, en beboer i et af de oversvømmede områder, beskriver situationen således til CNN:
- Ænder svømmer, hvor mine fødder var for to uger siden.
Mens vandet stiger i Missouri, forsøger man i Texas at komme sig over en række dødelige tornadoer.
Desuden måtte beboere i Dallas-området indstille sig på frysende temperaturer.
Og frosten får man også at føle i flere af de midtvestlige stater samt den nordøstlige del af USA, hvor man regner med store mængder sne og is.
Myndighederne regner med, at i alt 44 personer er omkommet i USA på grund af ekstreme vejrfænomener i den seneste uge.
30 af dem skyldes det nuværende stormsystem, der har dræbt 13 i delstaten Missouri, 11 i Dallas, fem i det sydlige Illinois og mindst én person i Georgia.
Mange af dødsfaldene skyldes oversvømmelser med stærke strømme, der har revet biler med sig.
/ritzau/