Frivillige brandfolk i Australien bliver tilbudt kompensation

Australiens premierminister, Scott Morrison, er blevet mødt af stigende kritik for ikke at ville kompensere landets frivillige brandmænd for tabt arbejdsfortjeneste midt i de voldsomme brande, der hærger landet. (Arkivfoto). (Foto: Saeed Khan/Ritzau Scanpix)

Australiens premierminister har tidligere sagt, at betaling til frivillige brandfolk ikke var en prioritet.

Australiens regering har efter massiv kritik besluttet alligevel at tilbyde økonomisk kompensation til landets mange frivillige brandfolk.

Det oplyser regeringen natten til søndag dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Landets premierminister, Scott Morrison, oplyser, at frivillige brandfolk, der har brugt mere end ti dage denne sæson på at slukke brande, vil kunne få en betaling på op til 6000 australske dollar. Det svarer til 28.000 kroner.

- Jeg ved, at vores frivillige brandfolk i delstaten New South Wales har det vanskeligt, især ude i de landlige områder, siger han i en meddelelse.

- Den tidlige og forlængede karakter af dette års brandsæson har skabt behov, som ikke er normale for vores frivillige brandfolk.

Den konservative premierminister har tidligere sagt, at betaling til frivillige brandfolk ikke var en prioritet for regeringen.

Men han er blevet mødt med stigende kritik, mens de udbredte brande fortsat hærger flere australske delstater.

Han har også oplevet politisk pres fra sin egen regering, skriver nyhedsbureauet AFP.

Tirsdag annoncerede han, at statsligt ansatte kunne få ekstra betalt ferie, hvis de ville melde sig som frivillige brandfolk, skriver Reuters.

Der er forskellige regler for frivillige brandfolk i de australske delstater. Men det er mest udbredt, at frivillige forhandler direkte med deres arbejdsgivere i forhold til at få fri til at slukke brande.

- Jeg ved, at de frivillige ikke beder om betaling for deres arbejde. Men jeg vil ikke have at frivillige eller deres familier ikke kan betale deres regninger eller kommer i økonomisk knibe på grund af den indsats, de frivillige gør, siger Morrison ifølge AFP.

- Dette handler ikke om betaling til frivillige. Det handler om at sikre vores frivilliges indsats ved at beskytte dem fra finansielle tab.

Siden september har bushbrande fortæret mere end 40.000 kvadratkilometer natur i Australien.

I alt otte personer har mistet livet i forbindelse med brandene.

Australien er i disse uger plaget af en kombination af tørke, hedebølger og kraftige vinde, som ad flere omgange har forværret forholdene for brandslukningen.

Over julen har køligere vejr afhjulpet en række brande, men omkring nytår ventes en ny hedebølge at ramme store dele af landet og igen forværre situationen.

/ritzau/Reuters

/ritzau/Reuters