Udviklingsminister Christian Friis Back (R) undrer sig over sin forgænger Søren Pind (V), som undlod at orientere Folketinget, da en af de største korruptionssager om danske midler eksploderede i Afghanistan i 2010.
- I bund og grund har Søren Pind og jeg en fundamental forskellig tilgang til åbenhed, siger udviklingsministeren i en mail til Ritzau.
Siden den tidligere internationale chef for Folkekirkens Nødhjælp overtog ministerkontoret i 2011, har Udenrigsministeriet ændret retningslinjer, så korruptionssager i dag bliver lagt åbent frem på ministeriets hjemmeside.
- Det gør vi, så snart der er begrundet mistanke om uregelmæssigheder. Det burde Søren Pind også have gjort, siger Christian Friis Bach.
Sagen drejer sig ifølge Information om en af Danmarks nærmeste samarbejdspartnere, den afghanske minister for landdistriktsudvikling Jarullah Mansoori, der fra dag ét på posten viste sig at være dybt korrupt.
Søren Pind siger til Information, at sagen blev taget meget alvorligt. Alligevel valgte han som udviklingsminister at tie over for Folketinget. I stedet måtte det være "godt nok", at han orienterede Rigsrevisionen.
- Jeg er helt uenig med Søren Pind i, at det er "godt nok" blot at orientere Rigsrevisionen. Det er ikke åbenhed, som jeg opfatter det, siger Christian Friis Bach.
- I en så alvorlig korruptionssag, der involverer en minister hos en af vores vigtige samarbejdspartnere, ville det have været på sin plads at orientere Folketinget, siger han.
Ifølge en rapport fra Udenrigsministeriet har Danmark givet mindst 302 millioner kroner til Afghanistans ministerium for udvikling af landdistrikterne i perioden 2003-2011.
Jarullah Mansoori ansatte blandt andet sine personlige venner på alle nøgleposter til gengæld for "politisk og økonomisk støtte", som det udtrykkes i en ambassadeindberetning.
/ritzau/