Louise Frevert har i over et halvt år været dybt involveret i at udvikle et nyt stærkt højreorienteret, indvandrerkritisk parti – De Frie Demokrater.
Det viser e-mails, som Nyhedsavisen har set. Korrespondancen er foregået mellem Frevert, partiets formand, John Gade, og kasserer Ole Gerstrøm
I går sprang den tidligere DF er ud som CD er – et parti, der er noget nær DF s diametrale modsætning.
Men siden februar – altså lang tid før Louise Frevert med sin bog Grib Chansen med et brag meldte sig ud af Dansk Folkeparti – har hun været i tæt kontakt med De Frie Demokrater om udviklingen af partiets politik, der ligger et godt stykke til højre for Dansk Folkeparti.
Frevert var drivkraft
»Hallo kære medallierede,« indleder hun eksempelvis en e-mail til de to herrer 3. februar 2007.
»Partiet blev skabt til Louise. Hun var drivkraft og partiets primadonna,« siger Ole Gerstrøm, der fredag dybt forundret var mødt frem for med egne øjne at konstatere, at Louise Frevert havde takket ja til et tilbud fra CentrumDemokraterne.
Ifølge Gerstrøm var det indtil for ganske nylig planen, at Louise Frevert ved Folketingets åbning på tirsdag skulle præsenteres som De Frie Demokraters kandidat. Men egentlig skulle det være sket allerede 9. maj, da Louise Freverts bog kom.
»Jeg kan fortælle jer, at bogen er på skinner. (...) I vil finde ud af, at det var hele pointen, nemlig at denne skulle være optakten. Det ser ud til at lykkes,« skriver hun således i føromtalte e-mail.
Ifølge Gerstrøm var pressemødet planlagt.
»Louise havde endda dikteret, hvilket slips jeg skulle have på. Det måtte endelig ikke være rødt,« siger han.
Men på grund af pressens fokus på dannelsen af Ny Alliance 7. maj besluttede De Frie Demokrater sig for at udskyde Louise Freverts indmeldelse for at få optimal opmærksomhed. Det fortryder Ole Gerstrøm i dag.
Ifølge Louise Frevert selv sagde hun fra for lidt over en uge siden.
»Han er en gammel, sur mand, der er blevet skuffet,« siger hun, der ikke ser noget problem i sin politiske kovending.
»Det viser, at man er i udvikling. Jeg har nu fundet en plads, hvor jeg kan sige de ting, jeg har lyst til,« fastslår hun.