Hvis din bil eller computer bliver stjålet, kan den let spores, hvis den har en lille chip indopereret, og inden for få år vil det kun være fantasien, der sætter grænser for, hvor vi kan finde chips med GPS og radiosignaler. Det sker, når det bliver muligt at kombinere teknikken fra mobiltelefoner med teknikken i GPS-signaler i en og samme enhed. Det forklarer Per Høeg, der er professor i rumteknologi ved Aalborg Universitet.
»Lige nu er teknologien meget dyr, så det kan måske ikke betale sig at tyverisikre din cykel med den, men når først det bliver et massemarkedprodukt, så falder prisen også. Det er blandt andet det, der er sket med mobiltelefoner,« forklarer professoren.
Chip i kød
Man kan for eksempel forestille sig, at kød fra et slagteri bliver udstyret med en chip, der lagrer alle oplysninger om, hvor og hvornår dyret er slagtet og pakket. Så kan man tilføje oplysninger på chippen ved blot at køre en scanner henover. Den kan spare meget mandskab på vej fra slagteri til køledisk.
Men det er ikke kun døde dyr, der kan have glæde af chips. Det kan også spillevende mennesker.
I Grenå kører man i øjeblikket et forsøg, hvor et klistermærke under cykelsadlen sender signal til en chip på en lygtepæl, så der altid vil være rødt for svingende biler, når der kommer cykler forbi.
Overvåg dine børn
Således bliver GPS sendere allerede brugt på demente, der kan blive væk, eller vagter og soldater, der kan blive udsat for overfald. Hos firmaet Guard One, har man sågar haft forespørgsler fra forældre, der skulle have deres 18-20-årige børn ud og rejse jorden rundt. Men indtil videre er det ikke blevet aktuelt forklarer firmaets direktør.
»Det er ikke noget vi kan tilbyde nu, men det er bestemt ikke utænkeligt, at vi kan komme til det. Et af problemerne er, at der skal være telefonforbindelse, man kan ikke bare krydse Nordpolen og så tro, at nogen kan finde dig.« slutter han.