Ikke uden grund er dannelsen af og virakken omkring Ny Alliance blevet sammenlignet med det berømte jordskredsvalg i 1973, hvor blandt andre Fremskridtspartiet stormede ind i Folketinget.
Men mens Naser Khaders tropper med hastige skridt nærmer sig de knap 20.000 underskrifter, der skal gøre partiet opstillingsberettiget til det næste valg, går det mere trægt for Fremskridtspartiet.
Landsformand Henrik Søndergård vil ikke direkte sige, at partiet har opgivet håbet, men omvendt forklarer han, at partiet mangler fodfolket og ikke mindst økonomien til at få samlet underskrifterne ind.
- Alene i porto koster det omkring en halv million, fordi underskrifterne skal sendes frem og tilbage mellem myndighederne, siger Henrik Søndergaard, der dog ikke har mistet håbet om at få liste Z på stemmesedlen. Det på trods af, at partiet, som Glistrup i 1973 sikrede 28 mandater i Folketinget, i dag kun har en enkelt folkevalgt - det tidligere folketingsmedlem Aage Brusgaard, der i dag sidder i kommunalbestyrelsen i Morsø Kommune.
- Der er brug for et alternativ til Dansk Folkeparti, der jo hele tiden hellere vil snakke integration end egentlig hjemsendelse. Og så er Fremskridtspartiet det eneste parti, der både er antibureaukratiske og liberale, og som vil føre en stram indvandrerpolitik. Hver gang DF har sat deres fingeraftryk på en finanslov, har det jo kostet ekstra penge, siger han.
Og selv om håbet om at få de fornødne underskrifter er en kamp mod tiden, der indtil videre er sat på stand by, håber Henrik Søndergård stadig på en anledning, der kan være startskudet til at sende partisoldater bevæbnet med med underskriftsblanketter ud på gaden:
- Det kunne enten være en frafalden DF’er, der melder sig ind hos os, eller en ny Muhammedkrise, der kunne sætte fokus på vores mærkesager. Der kunne også ske det, at Dansk Folkeparti brækkede midt over. Hvis vi først bliver opstillingsberettiget, ville fodfolket komme myldrende fra DF, vurderer Henrik Søndergaard, der tilføjer, at han ikke selv føler sig tiltrukket af Ny Alliances forslag om at sænke skatten markant, som Fremskridtspartiets stifter, Mogens Glistrup, oprindelig blev populær på.
- De har jo ikke sagt, hvordan de vil finansiere det, og så nytter det jo ikke noget. Vi har der i mod peget på, at man kunne spare nogle af de mange milliarder, der bruges på indvandrere. Desuden kunne man lukke nogle af de ”brødløse” uddannelser som for eksempel oldgræsk filologi, der jo kun kan bruges til at uddanne nye, siger Henrik Søndergaard.