Massivt regnvejr har udsat Frederik Løchte Nielsens herredoublekamp til lørdag eftermiddag. Det meddelte Wimbledons arrangører fredag aften.
Løchte Nielsen og den bulgarske makker Grigor Dimitrov skulle fredag aften efter planen have mødt franske Julien Benneteau og serberen Nenad Zimonjic i anden runde af grand slam-turneringen.
Først blev doublekampen udsat nogle timer, men regnen fortsatte med at sile ned over græsbanerne ved Wimbledon, og derfor blev opgøret rykket til lørdag.
Tidligere fredag blev Dimitrov besejret af Grega Zemlja fra Slovenien og røg dermed ud af herresingle ved Wimbledon.
Dimitrov faldt og kom til skade i slutningen af kampen, så udsættelsen af doublekampen var måske ikke så skidt igen for makkerparret.
Sidste år vandt Løchte Nielsen Wimbledon-titlen i double med den britiske makker Jonathan Marray.
/ritzau/