De danske statsobligationer lukkede fredag næsten som de åbnede. Det tegnede ellers længe til mindre rentefald, inden det amerikanske aktiemarked åbnede og trak i positivt terræn efter to dage med fald. Ser man på de seneste dages udvikling, synes nervøsiteten dog at være vendt tilbage til finansmarkederne.
Nye tegn på afmatning i Europas største økonomier har øget fokus på gældskrisen, mens amerikanerne kæmper med udsigten til skattestigninger og budgetnedskæringer - den såkaldte finanspolitiske kløft.
- Så snart vi fik overstået det amerikanske præsidentvalg, fik vi en mere negativ drejning. Fokus skiftede til de nedjusterede væksttal fra EU-Kommissionen, gældskrisen og fra amerikanernes vedkommende er fokus allerede flyttet til "fiscal cliff". Så man ser lige nu i højere grad udfordringerne end de positive elementer, siger Rasmus Gudum-Sessingø, der er seniorøkonom i Handelsbanken, til Ritzau Finans.
Renten på den toneangivende, tiårige statsobligation, 3-21'eren, lukkede et basispoint lavere i 1,09 pct. efter at have været nede i 1,07 pct. En tilsvarende tendens kunne spores på det tyske rentemarked.
I Europa er det ikke længere kun Spanien og Grækenland, der er i søgelyset. Fokus er også på Tyskland og Frankrig, som ser ud til at gå et vækstgear ned, efter at de har holdt hele regionens vækst oppe.
- Vi har fået nogle franske tal for industriproduktionen, som ikke var alt for gode, og som lægger sig lidt i slipstrømmen på de tal, som vi har fået fra Tyskland, siger Rasmus Gudum-Sessingø og fortsætter:
- Så selvom der er en forventning om, at næste uges BNP-tal for euroregionen i tredje kvartal vil vise en næsten flad vækst på grund af pæne produktionstal fra Tyskland og Frankrig, er det ben allerede blevet svækket ud af tredje kvartal.
/ritzau/FINANS
Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk