En franskmand og en mexicaner er blevet bortført i Mexico under et besøg i en nationalpark, oplyser den franske ambassade i Mexico City.
De to mænd var to forskellige steder i nationalparken i terrængående køretøjer, da de blev udsat for bagholdsangreb.
De var ledsaget af mindst to andre personer, som har anmeldt bortførelserne til myndighederne, efter at de kortvarigt også havde været tilbageholdt af bortførerne. Det oplyser lokale medier.
De to bortførte blev kørt væk i deres egne køretøjer.
- Vi er i løbende kontakt med de mexicanske myndigheder, som har indledt en eftersøgning, siger den franske ambassade, som oplyser, at den bortførte franskmands navn er Frederic Michel.
Lokale medier siger, at den bortførte mexicaner er en skuespiller ved navn Alejandro Sandi.
Der er sket en markant stigning i antallet af bortførelser i år. Over 1700 mennesker blev bortført i perioden fra januar til oktober, oplyser den lokale organisation Alto al secuestro. I forhold til sidste år er det en stigning på 38 procent.
Nationalparken ligger i delstaten Mexico og omfatter den sneklædte vulkan Nevado de Toluca, som er et populært mål ved udflugter fra landets hovedstad godt 50 kilometer derfra.
Bortførelser af udlændinge sker jævnligt i Mexico, men detaljer om sagerne bliver ikke altid offentliggjort.
I juni blev en ung amerikansk medicinstuderende angiveligt bortført i den vestlige by Guadalajara. Han blev frigivet fem dage senere og vendte hjem til USA uden at de mexicanske myndigheder offentliggjorte oplysninger om sagen.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP