Fransk Tour-treer dropper årets Tour de France

Sport
Tilskuerne kommer til at se langt efter Thibaut Pinot ved Tour de France. Franskmanden kæmper med følgevirkningerne efter en lungebetændelse. (Foto: Foto: Luk Benies/AFP)

Thibaut Pinot dropper Tour de France, efter at han udgik af Giroen og siden har været ude med lungebetændelse.

De franske cykelfans elsker at se deres landsmænd blande sig helt med fremme, når der er bjerge på menuen i Tour de France.

En af de franskmænd, der tidligere har bevist sit værd i bjergene, er Thibaut Pinot, men ham må tilskuerne se forgæves efter langs de franske landeveje i juli.

Den 28-årige rytter siger fredag i et interview med det franske nyhedsbureau AFP, at ikke stiller til start i årets Tour de France.

Pinot udgik tidligere på året af Giro d'Italia og blev kørt på hospitalet med noget, der senere viste sig at være en lungebetændelse, som siden har forhindret ham i at cykle.

- Jeg begyndte at køre igen i går (torsdag, red.) bare for at komme på cyklen og tænke på noget andet. Jeg kørte for sjov og få at få renset hovedet. Problemet med denne sygdom er, at jeg ikke ved, hvornår jeg kan vende tilbage, siger han.

Beslutningen om at droppe Tour de France bunder i, at Pinot ikke ønsker at ødelægge chancerne i Vueltaen og VM senere på året, begge dele står i toppen på hans 2018-plan.

Thibaut Pinot kom på podiet i Tour de France i 2014 efter blandt andet en flot etapesejr til toppen af Alpe d'Huez, men siden har Touren ikke været det store sus for ham. De seneste to år har han ikke gennemført.

Tour de France begynder 7. juli.

/ritzau/