Frankrig vil mandag i parlamentet fremlægge beviser for, at det var præsident Bashar al-Assad's regime, som stod bag det kemiske angreb den 21. august i Syrien, siger en regeringskilde til AFP.
- Der er tale om et sæt af beviser af forskellig type. De gør det klart, at det var regimet, der stod bag det kemiske angreb den 21. august, siger regeringskilden.
Det britiske nej til en militæraktion i Syrien har ikke fået den franske regering til at miste modet i forhold til at gribe ind i det borgerkrigshærgede land.
Præsident François Hollande sagde i et interview med avisen Le Monde for få dage siden, at "alle muligheder er på bordet", og at Frankrig ønsker "et proportionelt og fast" modsvar på Assad-styrets handlinger.
- Der er kun få lande, som har kapaciteten til at påføre en sanktion med passende midler. Frankrig er et af dem. Vi er klar. Vi vil træffe en beslutning i tæt kontakt med vores allierede, sagde Hollande til Le Monde.
Som præsident er François Hollande dog ikke afhængig af parlamentets godkendelse for at kunne beordre franske soldater til at deltage i en militæraktion i Syrien.
Rusland siger, at det ikke på nogen måde er overbevist om Vestens påstande om, at kemiske våben er anvendt i Syrien.
- Det, som vi er blevet forelagt både tidligere og nu af vore amerikanske partnere og af briterne og franskmændene, er overhovedet ikke overbevisende, siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, mandag.
Han tilføjer, at der hersker stor tvivl om mange af de billeder, der er lagt ud på internettet af det angivelige angreb i Damaskus.
/ritzau/AFP