Frankrig har formelt sagt bonjour til præsident Macron

Afgående præsident François Hollande tog imod sin efterfølger på posten, Emmanuel Macron, søndag.
Afgående præsident François Hollande tog imod sin efterfølger på posten, Emmanuel Macron, søndag. Foto: Patrick Kovarik/AFP

39-årige Emmanuel Macron er formelt blevet indsat som Frankrigs præsident.

Han overtager embedet fra François Hollande, der har siddet på posten siden 2012.

Den officielle ceremoni gik i gang klokken 10 søndag formiddag, da Macron ankom til præsidentens officielle embedsbolig, Élysée-palæet.

Her gik han til møde med den nu tidligere præsident François Hollande, der kort efter klokken 11 forlod Élysée-paladset som afslutning på sin regeringstid.

- Ansvaret, som folket har givet mig, er en ære, siger Macron i sin første tale som præsident.

Han understreger, at verden har behov for et stærkt Frankrig.

- I årtier har Frankrig tvivlet på sig selv. Tiden er inde til, at Frankrig rejser sig. Mit mandat vil give franskmændene selvtilliden tilbage, så de igen tror på sig selv.

- Splittelsen i vores samfund skal vi overvinde, siger Macron og understreger, at han også vil arbejde for et "reformeret og relanceret" EU.

I forbindelse med de officielle arrangementer rundt om i Paris er politiet synligt. Ifølge nyhedsbureauet AFP vil hele 1500 betjente være til stede ved ceremonien.

Macron er Frankrigs yngste leder siden Napoleon.

Han har endnu ikke løftet sløret for, hvem han vil pege på som premierminister. Det vil ifølge nyhedsbureauet Reuters blive afsløret mandag.

Samme dag tager han på sit første officielle statsbesøg, når han rejser til Berlin for at mødes med den tyske forbundskansler, Angela Merkel.

Et vigtigt punkt på Macrons liste over arbejdsopgaver i den nære fremtid er parlamentsvalget i juni. Macrons parti, La Republique en Marche, har aldrig tidligere deltaget ved et valg, og mange af kandidaterne er ukendte.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.