Sundhedsmyndighederne i Frankrig advarer landets læger mod at bruge fødselspræparatet Misoprostol, som herhjemme er det mest anvendte middel til at sætte fødsler i gang. Det skriver Berlingske.
Oplysningerne fra Frankrig er bekymrende, mener Enhedslistens sundhedsordfører, Stine Brix.
- Det er foruroligende at læse de franske myndigheders advarsel om Misoprostol. De skriver direkte, at det kan får alvorlige konsekvenser for mor og barn, og de fraråder, at man bruger Misoprostol til igangsættelse af fødsler, siger hun til Berlingske.
Ifølge sundhedsminister Astrid Krag (SF) vil myndighederne se på den franske vurdering.
I Frankrig har 28 kvinder meldt om alvorlige bivirkninger ved fødsler, som er sat i gang med Misoprostol, og de franske myndigheder efterlyser dokumentation for, at midlet er sikkert at bruge ved fødsler.
Derfor anbefales lægerne at bruge andre midler end Misoprostol, der kun er godkendt til behandling af mavesår.
- Der findes et andet, godkendt produkt, som er udviklet og godkendt til at igangsætte fødsler med, så vi ser slet ingen grund til, at man bruger Misoprostol, siger professor Joseph Emmerich fra den franske lægemiddelstyrelse, ANSM.
Den franske advarsel står i modsætning til situationen i Danmark.
Sundhedsstyrelsen besluttede denne uge godt nok at sætte Misoprostol under skærpet overvågning de næste to år, men styrelsen anser fortsat lægemidlet for at være sikkert at bruge på de danske fødeafdelinger.
/ritzau/