Frankfurt lejer tysk Rønnow-konkurrent i PSG

Sport
FBL-FRA-LIGUE1-PSG-TRAINING (Foto: Christophe Simon/Ritzau Scanpix)

Kevin Trapp er tilbage i Eintracht Frankfurt, der har lejet den tyske målmand for resten af sæsonen.

Den danske målmand Frederik Rønnow kan se frem til øget konkurrence om pladsen i Frankfurt-målet.

Den tyske klub har således fredag lejet tyske Kevin Trapp i Paris Saint-Germain for resten af sæsonen.

Det skriver PSG på sin hjemmeside.

Aftalen mellem de to klubber indebærer ikke en købsoption for tyskerne, skriver PSG.

Ifølge den tyske klub er det skadesproblemer hos Frederik Rønnow, der gør, at man føler sig nødsaget til at hente en ekstra målmand til klubben.

- Knæproblemerne hos Frederik Rønnow gjorde, at vi måtte overveje situationen. Desværre har han haft en knæskade i opstarten, og den er endnu ikke helet, så han er igen og igen plaget af det, siger sportsdirektør Bruno Hübner på Frankfurts hjemmeside.

- Vi tror på hans (Frederik Rønnow, red.) kvaliteter og er overbeviste om, at han kan vokse ind i rollen som nummer 1.

- Men vi fik en mulighed for i Kevin at tage en målmand, som ikke kun er klar til at spille med det samme, men også er en stor rollemodel med lederpotentiale.

Trapp spillede i Frankfurt fra 2012 til 2015, inden han tog til den franske storklub.

Hos PSG er det i løbet af de seneste par sæsoner blev til mindre spilletid for den tyske målmand, der altså nu tager tilbage til hjemlandet.

Tyskeren har i sin tid i det franske været med til at vinde ligaen to gange og den franske pokalturnering tre gange.

28-årige Kevin Trapp var en del af Tysklands trup ved sommerens VM-slutrunde, hvor det dog ikke blev til spilletid for målmanden, der var med som reserve for førstevalget Manuel Neuer.

Frederik Rønnow kom til Frankfurt før den nuværende sæson efter tre år i Brøndby og fik i starten af august en meget ublid debut for sin nye tyske klub.

Det skete, da Frankfurts regerende pokalvindere på hjemmebane tabte hele 0-5 til Bayern Münchens mestre i kampen om den tyske Super Cup.

Nærmest endnu værre var det dog, da Rønnow og Frankfurt blev sendt ud i første runde af den tyske pokalturnering.

Sidste weekend var der en smule oprejsning til Frankfurt og danskeren, da holdet vandt 2-0 over Freiburg i første runde af Bundesligaen.

/ritzau/