Nicolai Boilesen fik ikke scoret, og der gik fire mål ind på Ajax i 0-4-nederlaget til FC Barcelona, men alligevel var Ajax-træner godt tilfreds med den danske kantspiller.
- Han spillede en meget god kamp, og han kan være meget tilfreds med måden, han spillede på, siger Frank de Boer til TV3+.
Ajax fik med nederlaget ikke den bedste start på gruppespillet i Champions League, men hollænderne spillede næsten lige op med Barcelona i første halvleg, hvor det kun stod 0-1.
- Det er skuffende, at Barcelona vandt. Men vi kan stadig få noget positivt ud af kampen, specielt i første halvleg, hvor vi spillede godt, mener Frank de Boer.
Boilesen var rykket op fra sin normale position som back til venstre kantspiller i angrebet, og det så godt ud indtil 0-2-målet.
- Jeg prøvede i hvert fald, men fik ikke så meget ud af det offensivt. Selvfølgelig var fokus også på det defensive.
- Vi havde læst dem godt og vidste, at vi kunne få meget plads at spille på. Da Barcelona fik scoret til 2-0, var det som om, at vi holdt op med at spille, og det irriterer mig lidt, siger Boilesen til tv-stationen.
Den danske landsholdsspiller har spillet mange kampe på kort tid, heriblandt to A-landskampe mod Malta og Armenien, hvor han gjorde det glimrende.
- Allerede nu har jeg spillet seks kampe i træk., Det er gået lidt stærkt. Jeg ser det som en sæson, hvor jeg skal tilbage, og det er gået bedre end forventet, lyder det fra Boilesen.
/ritzau/