Godt 75 ufaglærte tilhørere var vidne til en rød tvekamp mellem SF's formand, udenrigsminister Villy Søvndal, og Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, da de sammen fejrede arbejdernes internationale kampdag hos 3F Storkøbenhavn i Ballerup.
Frank Aaen spurgte retorisk regeringen:
- Kan I ikke bare leve op til jeres egne mål?
Han fik straks svar på tiltale fra Søvndal, der blev budt velkommen hos 3F Storkøbenhavn som en af arbejderklassens helte, fordi han trak SF ud af hængekøjen for at tage regeringsansvar.
- Vi kunne meget let have valgt den lette vej. Så havde I stadig haft Lars Løkke og Pia Kjærsgaard. Jeg forstår, at I har haft besøgt af Frank Aaen tidligere, sagde Søvndal, men blev afbrudt Frank Aaen.
- Jeg er her stadig, forsikrede Frank Aaen til forsamlingens klapsalver og latter.
Foran de røde faner ved talerstolen erkendte Frank Aaen, at det er let for ham at kritisere "Helle (Thorning-Schmidt), Villy (Søvndal) og (Margrethe) Vestager".
- Jeg har før sagt: Politikere, de er ikke ret kloge, sagde Frank Aaen til forsamlingens taktfaste klapsalver.
- Politikere har brug for hjælpepædagoger. Det er jer. Er det ikke træls at starte en 1. maj med at høre to fagforeningsformænd fra HK og FOA skændes med hinanden? ville han vide.
Mens tilhørerne indenfor på 2. sal drak en kop kaffe, en bajer eller en Gl. Dansk og spiste ostemadder, arbejdede tre af deres kolleger i solskinnet udenfor med en gravko på at lægge fjernvarmerør.
Søvndal mener, at han og Aaen sagtens kan enes om at skaffe 16.000 job ved en økonomisk kickstart, som skaffer job til byggeri og veje samt energiaftalen, som vil give rigtig mange job til 3F'ere.
- Hvornår kommer de? råbte en tilhører, men Søvndal forsikrede, at jobbene er på vej til 3F'erne.