I 2008 sidder Morten Jørgensen i behandlingstedet Møllens have og ryger en cigaret.
Han kan mærke solen prikke på huden, plastikstolens ru armlæn på underarmen, og hvordan røgen fylder hans lunger. Men inde i hans hovedet er der tomt, og som et ekko farer tanker om absolut ingenting rundt mellem hans ører.
Morten tænker ikke på noget som helst. Det skræmmer ham fra vid og sans.
Han løber ind til den vagthavende for at få hjælp. Morten beskriver detaljeret tomrummet i sin hjerne, og den vagthavende svarer roligt:
- Det er en følelse af sindsro, du beskriver, sagde den vagthavende. Der gik det op for Morten, at det var første gang i 12 år, at han følte noget, uden at kokainen eller amfetaminen bruste i hans blod. Det var hans første ædru følelse.
I dag er Morten Jørgensen 38 år og sidder i sit rækkehus i Horsens med sine to børn, en dejlig kæreste og med et godt job som såkaldt kartonnagearbejder på Schur Pack. Det var endda på arbejdet, at Morten Jørgensen mødte sin nuværende kæreste.
Men en stabil hverdag med 8-16 job var nok det sidste, Morten forventede, han ville ende med, da han som 17-årig var til fest med sine kammerater, og der i køkkenet blev lagt sirlige linjer med hvidt pulver ud på et CD-cover. Vennerne bralrede op om, hvem der turde tage det, men Morten vidste allerede godt, hvor det hele ville ende.
- Jeg var alkoholiker og narkoman lang tid inden, jeg overhovedet havde taget noget som helst. Jeg var mærkelig i hovedet. Det har altid været min skæbne at være misbruger, siger han til Avisen.dk.
Morten kan ikke huske, hvilken plade det var, ej heller hvilket band. Han var fuldstændig fikseret på det hvide pulver på coveret. Han tog næsen ned og snuste.
- Jeg var fuldstændig ligeglad med, hvad det var. Det kunne have været rottegift for den sags skyld. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg skulle have det, og det skulle være nu.
Men det var ikke rottegift. Det var amfetamin, og så startede en 12 år lang deroute. Eller som Morten Jørgensen kalder det "en omvej før han fandt det lykkelige liv". For det endte jo godt, men han skulle først så grueligt meget igennem.
- Jeg håber bare, at der er minimum en, der læser det her og kan bruge det. Bare én der læser det og tænker, at han også kan komme ud af det, siger Morten Jørgensen, der i dag har været ædru i 10 år, som han tidligere har fortalt til branchebladet Pak&Papir.
Spiral mod døden
Fra Morten Jørgensen fylder 17 er hans liv i frit fald, og når han opremser de mange episoder, hvor han har "fucked op" eller såret sine nærmeste, sker det i en hæsblæsende fart. For Morten ramte ikke bunden en enkelt gang, før han stoppede med sit misbrug. Han bankede gentagende gange sit hoved mod den.
Der var dengang, hvor han som 19-årig tog en overdosis amfetamin og mistede bevidstheden foran sin scooter til en fest. Eller da han som 20-årig fik et kørekort og prompte totalsmadrede sin brors bil. Eller de utallige gange hvor han skabte ballade i byen.
Og hvor de fleste tager deres første store lån for at betale indskuddet til en lejlighed eller en længere rejse, tog Morten Jørgensen et forbrugslån på 30.000 kroner for at betale alle de bøder fra politiet, som hans eskapader havde skaffet ham.
- Jeg skulle jo være noget. Noget vildt og spændende, og jeg ville bevise det over for alle andre. Men inderst inde var jeg ikke noget. Der var jeg jo bare en misbruger ude af kontrol, og det kom til udtryk i byen, siger Morten Jørgensen og giver endnu et eksempel på, hvor apatisk hans tilgang til livet og egen lykke var blevet.
Denne gang var det ecstasy hakket op i fint pulver, som Morten foretrak det, og det var til hans fætters fest. Men endnu en gang var det for meget, og pludselig vågnede han på hospitalet. En overlæge var i gang med at udpumpe ham, og Morten lå med en gummislange på vej ned i halsen. Han var rædselslagen, besvimede igen og vågnede på intensiv. Han troede, han skulle dø.
- Men da jeg spørger sygeplejersken, om jeg skal dø, ryster hun bare opgivende på hovedet. Da de er færdige med at pumpe alt det lort ud af min krop, tager jeg mine ting og går direkte tilbage til festen for at drikke videre.
Forklædt som familiefar med jobbet som skalkeskjul
På trods af alt det kaos, der forfulgte Morten Jørgensen, tog han alligevel de skridt, der normalt følger med "at blive voksen".
I 2004 bliver han udlært som klejnsmed, og på trods af flere arbejdsløse perioder især i hans ungdom, formår Morten alligevel både at få et job og ofte fastholde det.
Samme år får han også sin første søn, og med det fulgte der et krav fra den daværende kæreste. Et ultimatum; misbruget skulle stoppe.
- Jeg vidste godt, at jeg nok burde tage mig sammen. Så jeg gik til læge og på misbrugscenter, men jeg var jo så syg i pæren, at det ikke fungerede. Jeg tog min antabus, for så var der ro på derhjemme og ingen brok, men jeg sad jo egentlig bare og ventede på at drikke igen. Jeg syntes simpelthen, at jeg var så kedelig, når jeg var ædru. Jeg hadede mig selv, forklarer Morten Jørgensen om de første gange, han forsøgte at stoppe misbruget.
Og på jobbet var Morten endt i et miljø, hvor det at være påvirket nærmere var et arbejdsvilkår end en anomali. Jobbet blev et skalkeskjul, hvor Morten Jørgensen kunne fortælle sig selv, at så længe han i det mindste ikke var arbejdsløs, var han hverken en "bums" eller "junkie".
- Mit arbejde har nok været det værste, jeg kunne tage, hvis jeg ville ud af misbruget. Jeg skulle nok have taget en uddannelse som kontordame i stedet. Det var jo ikke unormalt at drikke bajere, og når det var fredag, så var vi jo på stoffer.
Frygten for at ende alene
Vendepunktet skete en tidlig morgen, efter Morten havde forsøgt at stoppe utallige gange blot for at falde i igen.
- Vi havde købt hus til at starte vores nye familie i. Men kort tid senere blev det småt med pengene, og gælden hobede sig op, så jeg begyndte at tage kokain igen for at håndtere det. Jeg sad til en morgenfest og havde været væk hjemmefra i halvandet døgn, da min daværende kæreste ringede til mig og sagde, at nu ville hun ikke mere. Hun ville forlade mig. Det havde hun sagt før, men den her gang mente hun det altså. Det var min største frygt. At ende alene. Det vidste jeg, at jeg ikke kunne klare, fortæller Morten.
Morten besluttede sig derfor for at søge ekstrem hjælp i form af Minnesotabehandling, et behandlingssystem, der minder om det, man kender fra Anonyme Alkoholikere, på det private behandlingssted Møllen. Men det var dyrt, og penge havde Morten ingen af:
- Så jeg gik op til chefen og spurgte, om han måske kunne betale for det, da jeg havde brug for hjælp. Han svarede, at jeg da bare kunne overarbejde, til jeg havde råd til det.
Til sidst fik han behandlingen betalt af Hedensted Kommune, og kom i maj 2008 tilbage til jobbet for første gang som ædru. Chefen kvitterede med en fyreseddel.
Villa, volvo og vovse
I dag er Morten Jørgensen nærmest som forvandlet. Den unge mand, der i starten af 00'erne styrtede mod afgrunden uden tanke for andet end de næste streger hvidt pulver, sidder i et rækkehus i Horsens med ny bil og kernefamilie. Og det dårlige arbejdsmiljø er byttet ud med en forstående chef, der tager hensyn til Mortens nye liv, hvor familien prioriteres højest.
Det var endda også på jobbet, at Morten mødte sin nye kæreste, der oven i købet agerer revisor og hjælper den uddannede klejnsmed med at få styr på økonomien og den akkumulerede gæld over mange års misbrug. Og når man ender med et så idyllisk liv, gør det ingenting, at det tog tid at komme til, siger Morten Jørgensen, der konsekvent omtaler misbruget som sin "store omvej".
- Jeg troede aldrig, at jeg ville ende her med en dejlig kæreste, to børn som jeg kan være der for, et rækkehus, bil og et stabilt job. Som 20-årig ville det her være uvirkelig drøm, fortæller Morten, der har set store dele af sin omgangskreds fra de gamle dage gå helt i hundene:
- Der er dem, der er døde, og så er der dem, som lever på kanten af samfundet. Du finder dem på gadehjørnet med en hund i den ene hånd, Hus Forbi i den anden og en flaske for fødderne. Det giver mig altid en knugende fornemmelse i maven, når jeg ser det, for det kunne ligeså godt være mig. Det var der, jeg var på vej hen, fortæller Morten Jørgensen, der med sin historie håber, at han kan inspirere andre til at vælge stofferne fra og vælge livet og kærligheden i stedet.