Et fly fra Air India med 190 personer om bord blev påvirket af kraftig regn og voldsomme vindstød, inden det fredag forulykkede i lufthavnen ved byen Kozhikode i det sydvestlige Indien.
Det oplyser myndigheder lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
I alt har 18 personer mistet livet i forbindelse ulykken. 16 er alvorligt kvæstede.
Flyet fløj fra Dubai, hvor det skulle hente indere hjem, som var strandet i landet på grund af coronapandemien.
Det var tilsyneladende vejret og den dårlige sigtbarhed, der var skyld i styrtet.
Flyet missede landingsbanen ved landing og forulykkede. Billeder fra ulykkesstedet dagen derpå viser et fly, der er brækket over i to dele.
Blandt de dræbte er flyets to piloter.
/ritzau/