Fortsat højt antal døde i Sverige med coronavirus

Rullende pølsevogne og madbutikker i Stockholm holder stadigt åben under coronaepidemien. (Foto: Tt News Agency/Reuters)

Der er et stort pres på landets intensivafdelinger, siger svensk statsepidemiolog. Dødstal når 2355.

Antallet af døde med coronavirus i Sverige er steget med 81 det seneste døgn, oplyser Sveriges sundhedsstyrelse.

Dagen forinden blev der meldt om 80 døde ifølge SVT.

Det bringer det samlede antal døde med coronavirus i Sverige op på 2355.

1388 personer er eller har været indlagt på hospitalernes intensivafdelinger.

- Der er fortsat et stort pres på intensivafdelingerne i landet, konstaterer statsepidemiolog Anders Tegnell.

Umiddelbart kan tallene fra mandag og tirsdag ligne hinanden. Men mandagens tal indregnede et større antal døde fra weekenden.

Sverige har ikke en præcis indrapportering over coronadøde i weekenden, som det ses i de øvrige nordiske lande. Det har myndighederne lovet snarest at rette op på.

Søndag blev der således kun meldt om to døde med coronavirus. Mandag lød dødstallet på 80, men her kom et ikke nærmere defineret antal altså fra weekendens døde.

Alligevel synes tirsdagens tal at bekræfte en uændret tendens - at tallet næsten flugter med fredagens 84 døde.

Sverige har valgt en anden måde end de øvrige nordiske lande til at bekæmpe epidemien med coronavirus.

Skoler, restauranter og værtshuse har holdt åbent, mens de har været lukket i Danmark, Norge og Finland. Det er først nu, at nabolandene har åbnet skolerne for de mindst klasser.

Sverige har et langt højere smittetryk og flere døde end de nordiske nabolande.

Det seneste døgntal i Danmark for døde med coronavirus viser syv. Det bringer det samlede antal af døde i Danmark op på 439.

De tilsvarende tal for Norge og Finland viser 206 og 193 døde i alt ifølge Johns Hopkins University, der indsamler coronadata fra hele verden.

Det hører med til historien, at Sverige har omtrent dobbelt så mange indbyggere som Danmark, Norge og Finland.

Ti personer er døde i Island med coronavirus.

/ritzau/