Regeringen og Enhedslisten er blevet enige om en ny struktur for forsvaret. Det skriver DR.
- Vi kommer til at styrke den demokratiske styring og politiske kontrol med forsvaret, efter vi i årevis har set skandale på skandale, hvor Folketinget og befolkningen er blevet misinformeret, siger Nikolaj Villumsen til dr.dk.
Lovforslaget gør det muligt at nedlægge Forsvarskommandoen og i stedet samle forsvarets ledelse i Forsvarsministeriet.
Det vil betyde afskedigelse af flere højtstående officerer.
- Det er positivt, at det dermed bliver muligt at rydde op, efter vi har set den ene skandale afløse den anden med løgn om fangetal, med løgn om falske oversættelser, siger Nikolaj Villumsen.
Enhedslisten frygter ikke, at den ny struktur vil gå ud over det militærfaglige.
- Jeg synes, det er helt afgørende, at der er en stærk politisk kontrol med et forsvar. Det er helt essentielt, at et forsvar ikke er uden for politisk rækkevidde, siger han til DR
En betænkning til Lovforslag L200 ventes vedtaget på Forsvarsudvalget møde tirsdag. Herefter behandles forslaget i Folketinget torsdag og mandag, hvor det ventes vedtaget.
/ritzau/