Forsvarschef fortryder udtalelse i sag om tiltalt hærleder

Krimi

- Det skulle jeg ikke have sagt, lyder det onsdag fra Bjørn Bisserup i sag om tiltalt hærchef.

Forsvarschef Bjørn Bisserup erkender, at han har lavet fejl i sagen om den nu tiltalte tidligere hærchef Hans-Christian Mathiesen.

Det siger han i en udtalelse på Forsvarets hjemmeside.

- Det var en fejl, at jeg udtalte, jeg ikke ville iværksætte en undersøgelse af sagen, fordi jeg blandt andet var overbevist om, at jeg havde sat mig grundigt nok ind i den. Det skulle jeg ikke have sagt, siger han.

Den tidligere topchef i den danske hær Hans-Christian Mathiesen er blevet tiltalt for blandt andet grov pligtforsømmelse og tavshedsbrud.

Auditørkorpset gik ind i sagen efter en række artikler i medierne om nepotisme. Hærchefen skulle have fremmet sin kones karriere gennem magtmisbrug.

Auditørerne begyndte den indledende undersøgelse af anklagerne mod Hans-Christian Mathiesen 19. oktober sidste år.

Det var forsvarsmediet Olfi, der først skrev om sagen.

- Det er godt, at auditøren nu har foretaget en grundig undersøgelse og efterforskning, så vi kan komme nærmere en afgørelse i sagen, lyder det fra Bjørn Bisserup.

Forsvarschefen har ikke yderligere kommentarer til sagen, oplyses det til Ritzau.

Sagen kommer til at køre ved Retten i Viborg til næste år. Den er dog endnu ikke berammet.

/ritzau/