Den tidligere flådestation Grønnedal beliggende i bunden af Arsuk Fjord i Sydvestgrønland er under afvikling.
I september 2014 blev Grønnedal lukket ned, og nu indleder Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse oprydningen med et begrænset udbud, der skal rydde flådestationen, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Det militære område, hvor oprydningen skal foregå, er på cirka 250 hektar og omfatter 80 bygninger/anlæg og 40 olietanke i forskellige størrelser.
"Det er en stor opgave, vi udbyder. Vi taler jo reelt set om, at vi fuldstændigt fjerner en komplet by med blandt andet beboelser, idrætshal, købmand, elværk og brandstation", fortæller projektleder Birgitte Weber Blicher fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Oprydningsopgaven har ifølge prækvalifikationsmaterialet en anslået værdi af op mod 300 mio. kroner, og Birgitte Weber Blicher påpeger, at der med de forskellige opgaver er behov for forskelligartede kompetencer.