Forsvarer tvunget ud i VM-åbning: Jeg føler mig klar igen

Sport
Andreas Christensen udgik efter 80 minutter i åbningskampen mod Peru. Et par dages behandling og knap så hård træning har gjort godt for ham, og han er igen parat til kamp. (Foto: Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix)

Et slag kombineret med krampe tvang Andreas Christensen fra banen mod Peru. Han melder sig nu frisk igen.

Midterforsvareren Andreas Christensen føler sig frisk igen, efter han udgik i lørdagens 1-0-sejr over Peru ved VM.

Allerede i pausen spændte baglåret op med en begyndende krampe, og ti minutter før slutfløjt måtte den unge Chelsea-forsvarer lade sig udskifte med Mathias "Zanka" Jørgensen.

Efter et par dages behandling og knapt så hårde træninger er Andreas Christensen igen kommet ovenpå.

- Jeg føler mig klar til at træne på 100 procent, og jeg ser frem mod vores næste kamp mod Australien, siger han.

- Jeg har det fint. Hjemme på hotellet skal vi gå op ad nogle trapper for at komme op til spiserummet, og der føles det fint.

Andreas Christensen, der har spillet mange kampe i Bundesligaen og Premier League, har aldrig været ramt af en krampe så tidligt i en kamp.

- Jeg ved ikke, hvad det skyldes. Det er en af de første gange, jeg har haft krampe, tror jeg.

Midterforsvareren fortæller, at han også fik et slag efter pausen i en duel med en peruaner, og det forværrede kun hans problemer.

- Jeg sagde i pausen, at mine ben var ved at spænde op. Det fik vi løsnet. Men så gik der ikke så lang tid, før jeg fik et slag lige der, hvor det i forvejen gjorde ondt.

- Så da jeg næste gang satte af for at gå op i en hovedstødsduel, kunne jeg mærke, at det rev ved knæhasen, siger han.

Efter lørdagens åbningssejr på 1-0 over Peru skal Danmark på torsdag op mod Australien. Senere venter Frankrig i den sidste gruppekamp. De to bedste hold i gruppen går videre til ottendedelsfinalerne.

/ritzau/