I begyndelsen af marts afbrød undervisningsminister Merete Riisager (LA) og sognepræst Kathrine Lilleør pludseligt deres besøg på Ørestad Gymnasium.
Grunden var buh-råb og angiveligt truende adfærd fra elever.
Efter besøget har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) pålagt gymnasiets ledelse at straffe elever. Det fremgår af styrelsens redegørelse.
Men ifølge eksperter i forvaltningsret er det usædvanligt, at en styrelse pålægger et gymnasium at reagere på en bestemt måde over for deres elever.
- Det er et pudsigt brev, styrelsen har sendt, og jeg kan ikke se, at der er lovgrundlag for påbuddet, siger professor på Juridisk Institut ved Aalborg Universitet Sten Bønsing.
Lektor på Juridisk Institut ved Syddansk Universitet Frederik Waage er enig og mener, at styrelsen har brugt "voldsomme ord" i deres brev.
Ifølge ham har styrelsen en række sanktionsmuligheder, men i det konkrete tilfælde mener han, at der er grænser. Særligt med henblik på elevernes ytringsfrihed.
- Grundlæggende er buh-råb ikke noget, der er forbudt. Det er beskyttet efter reglerne om ytringsfrihed.
- Og man kan stille spørgsmål ved om skrivelsen tager højde for, at der også gælder et princip om ytringsfrihed i dette tilfælde, siger Frederik Waage.
Ifølge Sten Bønsing bør Ørestad Gymnasiums ledelse ikke føle sig presset af styrelsen.
- Som ledelsen ville jeg blot konstatere, at det er styrelsens indlæg i debatten, men det er gymnasiet selv, der håndterer ordensreglerne, siger han.
Styrelsen har givet gymnasiet til 29. marts til at revurdere, hvorvidt elever skal straffes.
Styrelsen oplyser, at de ikke har modtaget gymnasiets revurdering endnu. Først herefter vil styrelsen vurdere yderligere tiltag.
Torsdag aften skrev Berlingske, at både ledelse og lærere på Ørestad Gymnasium afviser at følge STUK's anvisninger - hverken om kollektive eller individuelle sanktioner mod elever.
/ritzau/