Flere australske forskere afviser, at koalaen skulle være funktionelt uddød som dyreart.
Mange medier, herunder Ritzaus Bureau, citerede i sidste uge Australiens Koalafond for at melde den australske koala "funktionelt uddød" - ikke mindst på grund af de mange brande, der hærger det østlige Australien for tiden.
Nu skriver flere amerikanske medier, herunder The New York Times og National Geographic, at det ikke er korrekt.
Det siger blandt andre Diana Fisher, der er forsker i biologi ved Universitetet i Queensland.
- Brandene har slået mange koalaer ihjel, men ikke nok til at ændre deres status som art, siger Diana Fisher til National Geographic.
Koalaen har ifølge National Geographic status som "sårbar over for udryddelse", hvilket er niveauet højere end "truet".
- Koalaen er truet i nogle områder af dens habitat, men ikke i andre, siger Diana Fisher.
Det uddyber Christine Adams-Hosking, der også er forsker ved Universitetet i Queensland.
- For nogle grupper af koalaer, der befinder sig i brandzonerne, særligt i delstaten New South Wales, har det været katastrofalt. Her er en tredjedel af koalaerne muligvis døde.
Chris Johnson, der forsker i bevarelse af dyreliv ved Universitetet i Tasmanien, påpeger, at de koalaer, der lever i den sydlige delstat Victoria, ikke er blevet berørt af brandene.
Funktionelt uddød betyder, at artens population er blevet så lille, at den ikke længere spiller nogen afgørende rolle i økosystemet og ikke længere kan producere fremtidige generationer.
Voldsomme brande har hærget Australiens bush i de seneste uger.
Det fik formanden for Australiens Koalafond (AKF), Deborah Tabart, til at sige - ifølge det amerikanske medie Forbes - at 1000 koalaer var blevet dræbt og over 80 procent af deres habitat svarende til omkring 2,5 millioner hektar skov var ødelagt.
Det fik i kombination med statslig skovudryddelse AKF til at melde koalaen "funktionelt uddød".
Over for National Geographic peger Diana Fisher på, at koalaen har over 100 millioner hektar skov at leve i over hele Australien.
Christine Adams-Hosking siger, at det er muligt, at lokale grupper af koalaer på sigt ikke længere vil kunne opretholde deres art, men at det er for tidligt at sige noget om.
De seneste tal fra 2016 viser ifølge National Geographic, at der er omkring 329.000 koalaer tilbage i naturen. Det er et fald på 24 procent over de seneste tre generationer for arten.
Ifølge Christine Adams-Hosking er det meget svært at måle antallet, men faldet er kritisk.
- Det ser ikke godt ud for koalaen. Så længe, der ikke er politisk vilje - som der ikke har været - bliver det ikke bedre for koalaerne, siger Adams-Hosking.
/ritzau/