Kontoret er det samme - men manden i det er ny.
Og det kan mærkes i Danske Bank. Banken fik tidligere på året ny direktør, da den tidligere Mærsk-chef Eivind Kolding blev byttet ud med den hidtidige topchef Peter Straarup.
- Man kan sige, at banken nu for alvor skifter til at have en forretningsmand i førersædet frem for en bankmand. Forretningsmanden kigger på organisationen, siger Thomas Berngruber, bankekspert fra Leth Capital Management.
Kolding vender op og ned på den gamle bank. Han vil med en ny opdeling af banken i en privatkundedel, en for erhvervskunder - og en for virksomheder, gøre banken til en "endnu bedre bank for kunderne", siger bankdirektøren selv om ændringerne.
Thomas Berngruber mener ikke, at det er et opgør med Straarup-tiden. Men at tiden ikke har været parat til, at man lavede så grundlæggende en forandring i Danmarks største bank:
- Inden krisen kørte Danske Bank derudaf med 200 kilometer i timen. Så kom krisen - og Straarup har i årene efter lavet krisehåndtering. I sådan en situation er der rigeligt at se til - og tiden er ikke til at "ryste posen". Det er den nu, siger Berngruber.
Inden Eivind Kolding blev nummer et i Danske Bank, sad han i bestyrelsen. Og indtil nu har man bakket op om, at Danske Bank skulle deles op på lande. Men nu sidder Kolding for bordenden, og han kan føre sine egne idéer ud i livet:
- Men jeg opfatter ikke ændringerne som en kritik af Peter Straarup, han havde travlt med krisestyring. Men nu får man en mere ensrettet organisation, der bliver mere fleksibelt. Og man kan agere lidt hurtigere, mener bankeksperten.
I forbindelse med reorganiseringen, opgiver banken endegyldigt de lån til erhvervs- og investeringsejendomme i Irland, der har kostet den milliarder i nedskrivninger de senere år. De lån placeres i en særlig afdeling i banken, hvorfra de skal afvikles.