Midt under en forestilling i biografen Imperial i København skred politiet sidste år til anholdelse af en i dag 27-årig mand. Manden sidder tirsdag tiltalt for at have dræbt tre ældre mennesker fra samme boligkompleks på Østerbro i København.
Han nægter sig skyldig i anklagerne om drab, men erkender tirsdag i retten, at han har misbrugt de dræbtes dankort.
Ingen anede uråd om, at der var sket en forbrydelse, da først 82-årige Eva Karin Regina Hoffmeister blev fundet død i sin lejlighed på Vangehusvej den 5. februar 2019.
Og da 80-årige Peter Jensen Olsen blev fundet død i nabolejligheden den 2. marts, var der heller ingen, som troede andet, end at han var død af naturlige årsager.
Først da 81-årige Inez Hasselblad blev fundet dræbt 8. marts, gik det op for politiet, at der var tale om drab. Det var Hasselblads datter, som først blev mistænksom.
Hun kontaktede politiet, som derefter blandt andet undersøgte, hvad der var sket af køb og hævninger på Inez Hasselblads betalingskort. Og 9. marts fandt man ud af, at der netop kort forinden var forsøgt at købe for 74 kroner i biografen Imperial.
Købet blev afslået, fordi kortet var spærret. Det blev forsøgt gennemført klokken 18.04. Godt to timer senere gik politiet ind i biografsalen og anholdt den formodede gerningsmand.
Drabet på Inez Hasselblad er i fokus i den første del af retssagen, som fortsætter helt frem til maj. Det fortæller senioranklager Søren Harbo ved tirsdagens retsmøde.
Harbo fortæller også, at der i sagen er en række dna-beviser, som sætter den 27-årige og Inez Hasselblad i forbindelse med hinanden. På et par handsker er der nemlig fundet biologisk materiale, som med stor sandsynlighed stammer fra både Hasselblad og den tiltalte.
Handskerne blev fundet i et værelse på Kenny Drews Vej i København, som den tiltalte lejede.
Da man efter fundet af Inez Hasselblad fattede mistanke, blev liget obduceret. Det viste sig, at hun var blevet kvalt.
Under efterforskningen af sagen, kiggede politiet på andre dødsfald, og efterforskerne mente, at to andre dødsfald også var drab, og at de var begået af den mand, som var mistænkt for at have dræbt Inez Hasselblad.
Den tiltalte har flere tidligere domme for alvorlig kriminalitet. Blandt andet for voldtægt og drabsforsøg. Københavns Byret og Østre Landsret var i 2011 enige om at idømme ham en forvaringsdom, altså indespærring på ubestemt tid på grund af hans farlighed.
Men i 2012 bestemte Højesteret, at straffen skulle ændres til fængsel i syv år på grund af mandens unge alder på gerningstidspunktet - nemlig 17 år.
/ritzau/