Formel 1- stjernen Fernando Alonso kommer alligevel ikke til at overtage det lukningstruede baskiske cykelhold, Euskaltel-Euskadi.
Det meddelte baskerne mandag, efter at de sidste forhandlinger ikke kunne afsluttes.
- Vi kunne ikke blive enige om en definitiv aftale. Vi er nu forpligtet, desværre, til at vende tilbage til processen om en ordentlig og fornuftig lukning af dette projekt, skriver Euskaltel i en pressemeddelelse.
Fernando Alonso, der kører for Ferrari i motorsportens kongeklasse, har i flere år talt om, at han ville skabe et cykelhold, som kunne vinde Tour de France. Han er stor cykelfan.
Spanieren og dennes samarbejdspartnere ville købe holdets licens til World Touren og bygge det op om den tidligere olympiske mester Samuel Sánchez.
Allerede i 2009 sagde Fernando Alonso, at det var hans drøm at styre et cykelhold. Han kører selv så meget på cykel, som Formel 1-karrieren tillader det, og han er desuden god ven af Saxo-Tinkoff-kaptajnen Alberto Contador.
/ritzau/