Den svenske Formel 1-kører Marcus Ericsson fortsætter karrieren i den amerikanske indycar-serie.
Ericsson har kørt Formel 1 siden 2014, men mister fra den kommende sæson sit faste sæde hos Sauber til Antonio Giovinazzi.
I stedet kommer han altså til at sidde bag rattet i en indycar-racer, efter at han har skrevet kontrakt med Schmidt Peterson-holdet.
Her er den 28-årige svensker udset til at afløse Robert Wickens, som tidligere på sæsonen var ude for en ulykke, der har gjort ham lam fra brystet og ned.
Wickens udtrykker dog håb om at kunne gå igen i løbet af et par år, og holdet oplyser, at der står et sæde klar til ham, hvis han en dag får mulighed for at vende tilbage til sporten.
Sideløbende med sin spirende indycar-karriere vil Marcus Ericsson fortsætte hos Saubers Formel 1-team, hvor han i den kommende sæson bliver reservekører.
Han er foreløbig noteret for 95 starter i Formel 1 og har sammenlagt scoret 18 point.
/ritzau/