Forhold på sygehus til fare for patienterne
Holdbæk Sygehus har fået et påbud af Styrelsen for Patientsikkerhed. Foto: Morten Stricker / Ritzau Scanpix (arkivfoto)
Styrelsen for Patientsikkerhed har netop givet et påbud til Holbæk Sygehus.

Påbuddet sker, fordi der ifølge styrelsen er fare for patienternes sikkerhed på Holbæk Sygehus. Det skriver TV ØST.

Overbelægning og bekymring for patientsikkerheden fik i januar 2018 Dansk Sygeplejeråd til at indberette Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Nu er der kommet svar fra Styrelsen for Patientsikkerhed, som giver Dansk Sygeplejeråd medhold i klagen. Derfor giver styrelsen Holbæk Sygehus et påbud og et krav om at igangsætte en række konkrete initiativer. I rapporten fra Styrelsen for Patientsikkerhed er der fem forskellige punkter, som Holbæk Sygehus har fået påbud for.

Styrelsen for Patientsikkerhed skriver: "at det er styrelsens samlede vurdering, at der på Holbæk Sygehus' medicinske afdeling er større problemer af betydning for patientsikkerheden."